Præstens prædiken upopulær hos regeringen En mand fra Langå mener ikke, at den omdiskuterede tv-prædiken handlede om andet end humanisme:
”Som præsten prædikede i søndagens tv, kunne jeg ikke få øje på, han skulle blande kirke og politik på en utidig måde. Han talte jo om vore flygtninge med dén humane baggrund, som hører kirken til.
Men jeg opdagede jo så, da Bertel Haarder kom i fjernsynet og optrådte på slap line som en særdeles skarp opponent, at tv-præsten havde begået en dødssynd.
Som jeg ser det, er det præstens humane behandling af flygtningene, som tilfældigvis kolliderer med regeringens og vel især Dansk Folkepartis syn på flygtningepolitikken, som får regeringsstøtterne op af stolene. For deres stramninger af vilkårene for flygtninges ophold hér i landet er jo hverken kristne eller humane.
Så fra regeringsbænkene giver de den formastelige præst hele armen i deres kritik. Og dét er jo nok, fordi man har dårlig samvittighed i spørgsmålet om behandling af flygtninge.” Skrevet af Arne Nielsen fra Langå i Randers Amtsavis d. 15. marts |