Kampagne for flere hænder til ældreplejen
Socialministeren fortæller i det følgende om et initiativ, regeringen har sat i værk til forhåbentlig gavn for det voksende ældreområde. Hun skriver:
”De ældre har fortjent den bedste pleje. Men det er efterhånden en kendt sag, at det ikke er let at finde nok medarbejdere til plejen. Vi får flere ældre i fremtiden, og de vil - med rette - formodentlig have høje forventninger til kvaliteten i ældreplejen. Det sætter selvfølgelig området under pres. Flere og flere kommuner melder om mangel på hænder.
Derfor må der gøres noget. Jeg hilser initiativer, der kan få flere hænder til ældreplejen og højne uddannelsesniveauet, velkomne. Undervisningsministerens udspil om en mesterlære-ordning for Sosu-uddannelserne er et godt eksempel på, at vi må turde tænke anderledes og utraditionelt for at løse problemerne.
Jeg har selv besluttet at iværksætte en kampagne for flere medarbejdere i samarbejde med KL, FOA, DSR og Socialchef-foreningen. Her vil jeg være særlig opmærksom på de kvaliteter, som arbejdet i ældreplejen indeholder.
Det er et område, hvor medarbejderne virkelig kan gøre en forskel for Fru Hansen, der har behov for hjælp. Vi ved også, at der er mange gode nye måder at organisere arbejdet i ældreplejen på, som gør det mere fleksibelt for medarbejderne at kombinere arbejde og fritid. Men det er langtfra alle potentielle medarbejdere klar over. Det skal kampagnen lave om på.”
Skrevet af Eva Kjer Hansen, socialminister (V), i Randers Amtsavis d. 9. februar |