Udvisning lige før eksamen er urimelig Det har været sagt og skrevet meget om udvisningen af den ellers totalt integrerede kosovoer Aida Havolli. Meget kritik har det afstedkommet, og hér slutter en klassekammerat sig til protesterne:
”Vi har efterhånden alle hørt tale om de mange sager med urimelige beslutninger fra udlændingeservice. Deriblandt er sagen om den 24-årige kosovo-albaner Aida Havolli.
Aidas sag får nok den samme skæbne som mange andre, der bliver omtalt i diverse medier – de bliver hurtigt glemt i den almene befolkning, men denne sag skal ikke glemmes.
Her er tale om en pige, som i godt to og et halvt år har gået på Teknisk Gymnasium, som giver adgang til de samme uddannelser som almindelig matematisk gymnasium.
Jeg har gået i klasse med hende i al dén tid, og hun har kæmpet hårdt. Ikke nok med at hun har lært dansk i både skrift og tale – hun retter også nogle gange os andre, når vi skriver og laver grammatiske fejl!
Hun har også taget en 9. klasse eksamen for at få lov til at gå på HTX. Efter alt dette har Rikke Hvilshøj valgt at sende hende ud af landet 63 skoledage, før vi får læseferie. 63 (!) skoledage før de afgørende eksaminer, der vil udløse dén studenterhue, der allerede er bestilt til hende i str. 54.
Ikke nok med, at det er umenneskeligt at blive sendt tilbage til ingenting: Danmark har også betalt hendes undervisning på HTX (som alle vi andres), og på trods af dét vil de ikke give hende de sidste 63 dage, så hun kommer til at stå med et eksamensbevis i hånden. Dette er ikke udlændingeservice – det er umenneskelighed.” Skrevet af Cathrine Larsen fra Ryomgård i Randers Amtsavis d. 27. januar |