Lyder godt med mere fornuft En Venstre-by”rod” fra Randers gav i sidste uge udtryk for sine holdninger om, at vi trænger til mere fornuft og mindre føleri i dagens flygtningedebat. Det hilser de to forfattere af det følgende indlæg særdeles velkomment:
”Et læserindlæg fra Hans Kortbek, medlem af Randers Byråd (V), maner til omtanke i udlændingepolitikken – i stedet for misbrug af følelser og tårepersende TV-sekvenser.
Flere gennemtænkte løsninger, der kan holde i fremtiden. Det lyder klogt.
Desværre undertrykker indlæggets forfatter, at bl.a. hans eget parti netop ligger under for stærke følelser i udlændingepolitikken, særligt dén fobi, der kaldes xenofobi – altså fremmedangst.
Den har i alt for høj grad styret udlændingepolitikken og de mange stramninger, der har været indført i de senere år. Mange af disse stramninger vil næppe være fremtidsholdbare, for Danmark får brug for mere udenlandsk arbejdskraft, udenlands goodwill og udenlandsk knowhow på mange områder. Vi står os selv i vejen med en politik, baseret på xenofobi. Dét giver Danmark et dårligt ry i udlandet – og gør integrations-processen ulideligt træls for mange af god vilje, der gang på gang støder mod fordomme, modvilje og diskrimination, der er vokset ud af danskeres fremmedangst.
At en Venstre-politiker nu opfordrer til mere omtanke, kan kun glæde. Med mere omtanke – og mere viden – vil han efterhånden også selv kunne argumentere mod nogle af sine pointer, bl.a. den gamle traver om, at Danmark ikke kan huse al verdens flygtninge. Det véd vist ethvert barn hér i landet.
Med mere omtanke og yderligere viden vil han endda kunne blive stærkt motiveret for selv at gå med i humanitært arbejde for de vanskeligt stillede flygtninge, som Danmark har udvist. Sende penge til mad og varmt tøj for en familie i f.eks. Kosovo eller Armenien. Desværre kan donationer fra Danmark jo ikke hjælpe mod social eksklusion, chikane, overfald og tæv – eller forhør, fængsel, tortur, som udvisning kan føre til for de flygtninge, som et xenofobisk Danmark ikke vil anerkende.
Men mere omtanke og fremtidssikring i udlændingepolitikken er et meget positivt signal. Tak for dét!” Skrevet af Sigurd Olesen fra Randers og Bodil Hindsholm Hansen fra Havndal i Randers Amtsavis d. 29. januar |