|
Henrik Holmsted Pedersen (HHP) skriver i et indlæg, at vi roligt kan spare på kultur-budgettet i Norddjurs Kommune, uden at nogen vil opdage det. Vi vil i det efterfølgende, kort, svare Henrik Holmsted Pedersen.
Det er rigtigt, at vi, som socialdemokrater, er glade for, at kultur- og fritidsområdet kan fortsætte i 2007 med et næsten uændret driftsbudget, og vi tror også, at resten af Sammenlægningsudvalgets partier er glade for det - ellers havde det ikke båret igennem.
Men lad os slå fast, at der bliver sparet på budgettet for Kultur og Udvikling. Ud af et driftsbudget på godt 54 millioner skal vi spare 850.000 kroner, og det gør vi ikke uden at det kan mærkes. Når Norddjurs samlet set har et budget på godt 1,7 milliarder kroner, så kan enhver anden, end HHP se, at besparelser på Kultur- og Udviklingsområdet ikke batter noget som helst. Skulle vi følge HHP’s linie, ville det kun tage os 2 år at afvikle hele kultur- og fritidsområdet! Det vil vi ikke, vi vil et Norddjurs hvor kultur- og fritidslivet blomstrer endnu mere end det gør i dag, og et Norddjurs der også tør satse fremadrettet på at udvikle kommunen.
Vi skal skabe gode rammer og udviklingsmuligheder for turismen og attraktionerne i Norddjurs og på Djursland. Det er et område, hvor der i stigende grad er vækst og beskæftigelsesmuligheder. Kattegatcentret er inde i en forandringsproces fra kun at være en turistattraktion til at blive et videns- og oplevelsescenter, og vi støtter denne proces.
Som med alt andet vi investerer penge i, vil vi selvfølgelig evaluere på, om vi, og dermed borgerne, får nok ud af disse kroner.
Vi er ikke et sekund i tvivl om, at det er pengene værd at investere i, at Norddjurs også fremover har et blomstrende kultur- og fritidsliv. Det skaber glæde, sundhed, trivsel og udvikling. |