Grenaaportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Svar fra Carl Johan

I gårsdagens udgave af Stiften fandt vi et svar fra Carl Johan Rasmussen på Preben Mortensens spørgsmål ang. CT-scanneren på Grenå Sygehus. Han skriver følgende:

"På baggrund af den aktuelle fokus på udnyttelsen af scanner-kapaciteten i Århus Amt har jeg fundet anledning til at redegøre for Århus Amts aktuelle overvejelser vedrørende CT-scanneren på bl.a. Grenå Sygehus.
Dette læserbrev er således et svar på det åbne brev til mig, som Preben Mortensen d. 3. december 2003 fremsendte til Djurslands Posten, Århus Stiftstidende, Grenå Bladet og Djurs Net-avis.
Jeg vil indledningsvist bemærke, at CT-scanneren på Grenå Sygehus er finansieret af amtslige midler. Der er altså ikke tale om en donation, som hævdet af Preben Mortensen. Aktuelt kører CT-scanneren i Grenå én dag om ugen, da CT-scanning primært er relevant for patienter, som i dag undersøges og behandles på Randers Centralsygehus. Som bekendt har Grenå Sygehus ikke længere modtagelse af akutte patienter (bortset naturligvis fra skadestilfælde i den døgndækkende skade-funktion, som visiteres via den fælles amtslige telefonvisitation). Dermed bortfalder naturligt en betydelig del af dét patientgrundlag, som er relevant for CT-undersøgelser, f.eks. akutte patienter, hvor der er mistanke om en blødning i hjernen.
Spørgsmålet om den fremtidige udnyttelse af CT-scannerne på både Grenå Sygehus og Odder Sygehus vil imidlertid indgå i en større analyse på kvaliteten af hele det billeddiagnostiske område i Århus Amt, hvor amtets sundhedsstab sammen med sygehusene og amtets medico-tekniske afdeling forventes at skulle se på almindelige røntgenundersøgelser, ultralydsundersøgelser, CT-/MR-scanninger, m.v. Analysen forventes at kunne være færdig i løbet af foråret 2004.
I dén sammenhæng må vi nødvendigvis se på flere alternativer. En mulighed er at flytte scannerne i Grenå og Odder til nogle af de afdelinger i amtet, som i overvejende grad varetager f.eks. kræftudredning, eller afdelinger, som modtager akutte patienter. En anden mulighed er, at patienterne flyttes derhen, hvor scannerne står. Hér bliver vi nødt til at være opmærksomme på, at det kan have konsekvenser for vores bestræbelser på at sikre sammenhængende patientforløb, fordi CT-scanningen i mange tilfælde er en integreret del af komplicerede undersøgelses- og behandlingsforløb, hvor man af hensyn til patienten så vidt muligt forsøger at samle flere undersøgelser.
Det er naturligvis af betydning, hvordan vi kan få scannerne bemandet. Vi skal ikke afvise, at vi også på CT-området kan stå over for nogle rekrutteringsmæssige udfordringer. Men som nævnt ovenfor kan aktivitetsfaldet for en stor dels vedkommende tilskrives, at CT-scanneren kun i mindre grad er relevant i forhold til Grenå Sygehus` nuværende opgaver.
Men vi har altså endnu ikke truffet nogen beslutning i sagen, jf. den planlagte udredning. På baggrund af denne vil vi ud fra en samlet betragtning søge at opnå en god løsning. Hér vil både den mest effektive udnyttelse af dyrt apparatur samt sikringen af det sammenhængende patientforløb blive tillagt stor vægt."
Skrevet af sundhedsudvalgsformanden i amtet, socialdemokraten Carl Johan Rasmussen, i Århus Stiftstidende søndag d. 14. december

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam