Venstres lokale folketingskvinde lover i det følgende, at hun vil gøre alt for at påvirke beslutningerne omkring produktionsskolernes vilkår:
”Mandag d. 8. maj deltog jeg i et rigtigt konstruktivt og positivt møde på Grenå Produktionsskole. Det foregik sammen med Jan Petersen fra Socialdemokratiet og lærere og elever fra skolen.
Her fik jeg blandt andet også mulighed for – én gang for alle – at få sat tingene på deres rette plads i forbindelse med de forskellige holdninger, jeg på det seneste er blevet citeret for at have omkring produktionsskolerne.
Og jo, jeg har en mening.
For mig er der ingen tvivl om, at produktionsskolen i Grenå udfører et kæmpe stykke arbejde, og at de gør det godt. Jeg véd, hvor mange elever de får sluset videre i uddannelsessystemet, og jeg véd, at eleverne klarer sig rigtigt godt bagefter.
Der foregår på Djursland et unikt samarbejde imellem produktionsskolen, erhvervsskolerne, 10.klasse-cenret og vejledningscentret. Det er et netværk, der virkelig fungerer, og Djursland kan være stolt af det.
Jeg er som lokalpolitiker udmærket klar over, hvor vigtig en rolle produktionsskolen spiller for vores område, og jeg vil gerne understrege, at jeg er af dén opfattelse, at produktionsskolerne ikke kan undværes.
Nu er der jo slet ikke, som Pia Bjerregaard d. 3. maj skriver i Århus Stiftstidende, indgået forlig.
Dét oplæg, som regeringen er kommet med, er ikke på nogen måde vedtaget. Der ligger stadigvæk forhandlinger foran.
Forhandlinger, hvor jeg nok skal gøre mit for at få de bedste vilkår forhandlet på plads til gavn for produktionsskolerne, for de unge, som går på dem, og for Djursland.”
Skrevet af V-folketingsmedlem Anne-Mette Winther Christiansen fra Grenå i Århus Stiftstidende d. 12. maj
Kilde: Århus Stiftstidende
sof