En tidligere svømmeleder fra Grenå er mildest talt fortørnet over, at Grenå Kommune har valgt en efter hans opfattelse utidssvarende plan for en ny svømmehal. Han skriver:
”Som ”pensioneret” svømmer, svømmetræner og svømmeklubformand glæder det mit gamle svømmehjerte, at jeg i avisen kan konstatere, at Grenå Byråd har besluttet at etablere en tiltrængt ny svømmehal. Da en svømmehal er et idrætsanlæg, er det vel også godt og naturligt, at etableringen sker ved Grenå Idrætscenter.
Det er ligeledes en glæde, at anlægget kommer til at indeholde både et specielt varmtvands-bassin og et baby-børnebassin. Imidlertid bliver glæden vendt til bedrøvelse, når jeg læser beskrivelsen af hoved-bassinet som et 25-meter bassin med ti baner. Derfor denne positivt mente kritik:
Svømmesporten er en regulær idrætsgren, hvor udviklingen i mange år har været rettet mod idrætsanlæg med 50 m.-bassiner. Naturligvis går udskiftningen – og dermed udviklingen – fra 25 m.-bassiner til 50 m.-bassiner meget langsomt. Det skyldes, at de meget store anlægsomkostninger bevirker, at udskiftningen af en svømmehal jo ikke bare lige er noget, man gør med et pennestrøg. Man må selvfølgelig pænt afvente, at den gamle og for lille hal er udtjent og afskrevet.
Men når der så endelig træffes den store beslutning om at bygge nyt, som oplever jeg det som en dybt forældet tankegang eller mangel på bedre viden og/eller rådgivning at vedtage anlæggelse af et 25 m.-bassin. Derved forpasser man for en periode på mindst yderligere 30 år muligheden for at få et sportsligt tidssvarende idrætsanlæg.
Svømmesporten er en lige så berettiget idrætsgren som alle andre idrætsgrene (og, så vidt jeg véd, endog den 4. eller 5. største i landet målt i medlemstal). Derfor bør svømmesportens nyanlæg også være tidssvarende. Jeg kan derfor ikke lade være med at spørge mig selv om, hvad f.eks. fodboldens udøvere og ledere ville sige, hvis beslutningstagerne begyndte at vedtage anlæggelse af ”halve fodboldbaner”.
Den større anvendelsesmulighed, man i det konkrete projekt ønsker at opnå ved at etablere ti i stedet for otte baner á 25 m., vil man kunne opnå lige så godt – om ikke bedre – i et 50 m.-bassin med otte baner. Her vil dén fleksibilitet, man ønsker, nemlig kunne opnås ved i forskellige situationer at benytte bassinet på tværs. Herved mister man ikke idrætsanlæggets internationale mål og standard og dermed muligheden for at tiltrække sportslige arrangementer udover lokale småstævner.
Vi skriver år 2006 – revidér derfor projektet til 2006-standard! I en aktuel TV-reklame hedder det vist nok: Det bør være en om`er!”
Skrevet af Bent Madsen fra Grenå i Århus Stiftstidende d. 12. maj
Kilde: Århus Stiftstidende
sof