Tak til
 






  
05/05 2023

Trådløst bredbånd på vej…

I dag bringer vi en pressemeddelelse fra projektleder Bjarke Nielsen om et nyt initiativ fra bredbåndsfronten. Han skriver:

”Frivillige fra Trustrup og Tirstrup og flere omkringliggende landsbyer kan ikke vente længere, og går nu aktivt ind i et samarbejde med DjurslandS.net om etableringen af billigt, trådløst bredbånd for alle i området!

Egnsnet9 er arbejdstitlen på et igangværende frivilligt projektsamarbejde om etableringen af billigt, trådløst højhastigheds-internet med teknisk udgangspunkt i Trustrup. Konkret arbejdes der i første omgang med tilslutning i og omkring byerne Trustrup, Tirstrup, Balle, Lyngby, Hyllested, Pederstrup og Fannerup. Den lokale projektgruppe har etableret sig med frivillige fra de nævnte byer i løbet af efteråret, og er allerede godt i gang (i fritiden) med at få grundstrukturen på plads.

Lidt om teknikken
Trustrup er udset som centralt knudepunkt i grundstrukturen, dels fordi byen ligger højt i landskabet, dels fordi der er nem adgang til "amtsfiberen" - amtets lyslederkabel, der giver alle rådhusbyerne på Djursland bredbåndsforbindelse til resten af verden. Fra amtsfiberen skal der nedgraves et kabel til en nært placeret, høj, bygning, skorsten eller mast hvor der monteres radio- og antenneudstyr, der skal placeres så højt som muligt. Herfra udbygges netværket med trådløse radiokæder til nabobyerne via tilsvarende, højt placerede, knudepunkter. Fra hvert knudepunt i en radiokæde er der trådløs forbindelse til de omkringboende abonnenter, der helst skal ligge indenfor ca 1,5 km fra knudepunktet. Afstanden mellem knudepunkterne kan være helt op til 10 km afhængig af højden over mellemliggende bygninger, terræn og bevoksning. Generelt skal der være synlig forbindelse mellem de antenner, der to og to skal snakke sammen - dvs. der må ikke stå hverken træer, huse eller andet i vejen for radiosignalerne, der sendes med svag styrke (En tiendedel af sendestyrken for en mobiltelefon). Nedsat sigtbarhed pga. vejret, feks. tåge eller snestorm forringer ikke signalerne mærkbart.

Projektets etablering
Hvis det viser sig muligt at opsætte det nødvendige radio- og antenne udstyr i eksisterende bygninger, skorstene eller master, så kan projektets fase 1 realiseres uden låntagning blot med 175-200 abonnenter, der er villige til at forudbetale 2000 kroner i indskud. Når nettet fungerer er abonnnemenstprisen 100 kr. pr. måned.
Projekteringen af fase 1 er i fuld gang, og der vil der blive åbnet for tegning af abonnementer så snart der foreligger skriftlige aftaler med ejerne af de bygninger, skorstene og master der skal bære radio- og antenneudstyret i grundstrukturens knudepunkter. Da alt arbejde udføres af frivillige i fritiden, og da installationsarbejdet tillige vanskeliggøres af vinterens kulde og mørke kan fase 1 først forventes gennemført i løbet af foråret 2004.
Når fase 1 er gennemført og det trådløse netværk er etableret med den skitserede grundstruktur, kan nettet udbredes ved knopskydning til de øvrige landsbyer i omegnen og ind imod Grenå.

Hvem står bag?
Egnsnet 9 er et projektsamarbejde under DjurslandS.net, der er organiseret med datterforeninger i hver af de otte kommuner på Djursland. Egnsnet 9 dækker grænseområdet imellem Grenå, Ebeltoft, Midtdjurs og Nørredjurs kommuner.
På det seneste har der været en del polemik i ugepressen grundet samarbejdsproblemer imellem datterforeningen i Ebeltoft og moderforeningen DjurslandS.net. Datterforeningen i Grenå Kommune er nedlagt indtil videre - idet bestyrelsen her af forskellige årsager har opgivet at etablere et trådløst netværk med udgangspunkt i Grenå. (Nu kommer det måske ind ad bagdøren, med udgangspunkt i Trustrup i stedet for)
Egnsnet 9 samarbejdet drives primært af personer fra området, der ikke er eller har været involveret i en bestyrelse, hverken i moderforeningen eller nogen af datterforeningerne. Arbejdsgruppen nyder stor opbakning fra moderforeningen DjurslandS.net, der har taget initiativ til samarbejdet, og datterforeningerne støtter initiativet fuldt ud. Derfor har de organisatoriske problemer omkring Ebeltoft og Grenå ikke nogen praktisk betydning for egnsnet9 samarbejdet, der fortsætter ufortrødent.

Borgermøde
Der vil blive afholdt 4 borgermøder i de kommende uger i Pederstrup (Forsamlingshuset 4/11), Rosmus (Skolen 5/11), Trustrup (Stationen 6/11) og Fannerup (Forsamlingshuset 7/11). På møderne vil arbejdsgruppen bag Egnsnet 9 informere konkret om status på projektet, om abonnementsvilkårene og lidt om teknikken. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til formanden for DjurslandS.net, Bjarke Nielsen, der bl.a. vil fortælle om historien og idéerne bag DjurslandS.net. Endelig vil det også være muligt at møde personer med praktisk og teknisk erfaring fra etableringen af tilsvarende, fungerende trådløse net på Djursland.
På møderne vil det være muligt at reservere et abonnement, melde sig som frivillig eller blot lade sig registrere som interesseret, der løbende vil blive holdt orienteret om projektets udvikling.
For nærmere oplysning om tid og sted henvises til annoncer og opslag, samt projektets hjemmeside www.DjurslandS.net/egnsnet9

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam